torsdag den 15. november 2007

spelrumsopgave # 2

Jeg skulle måske tilføje lidt vedrørende hvad jeg selv har fået ud af projektet. Det der først kommer frem, er hvor svært det er at få folk til at indrømme deres fejl. Det er selvfølgelig forskelligt for person til person, men jeg selv har meget svært ved det. Jeg har ikke svært ved at indrømme alle mine fejl. Jeg kan sagten fortælle om - nærmest underholde eller eksploitere min dårlige ordenssans, min hang til dårligt tv og populærkultur, min dovenskab når det kommer til sport og alle mine overspringshandlinger. Men når det kommer til andre ting, kan jeg være meget angst for at indrømme mine fejl. Meget apropos har jeg f.eks. ikke som Mette og Namo været ude og fortælle hele min omgangskreds om The Origami Project. Jeg har nøje udvalgt hvem jeg har villet delagtiggøre i det - og dette bunder helt sikkert i en frygt for at miste ansigt. Jeg er bange for hvad folk vil sige til det, at projektet ikke er godt, at det er kikset og kritikker der vedrører hvorfor jeg dog har brugt tid og kræfter på det. Min fejl er defor nok at jeg ikke tror nok på mig selv, har præstationsangst for, at det jeg gør ikke er godt nok.

Istedet for at blogge dette skulle jeg måske skrive det ned, folde en svane, give den videre for at overkomme min egen præstationsangst.

tirsdag den 13. november 2007

Spelrumopgave

Retrospektivt er spelrumsopgaven egentlig gået ret godt, og jeg har da fået noget ud af den. Men undervejs har der alligevel været nogle omstændigheder der kunne have været anderledes - både på et overordnet plan, altså planlægningsmæssigt og på et personligt plan.

Den måde vi blev inddelt i grupper fungerede ikke rigtigt synes jeg. Jeg var selv meget lidt oplagt for den slags lege, den dag vi skulle gruppeinddeles og havde ikke fået opgaven; at tænke og over ’hvad jeg brænder for’, så jeg blev kastet ud i det – hvilket var lidt ubehageligt, da man til sådan en opgave gerne ville have tænkt det igennem. Specielt når man som jeg, ikke går rundt og ’vil rede verden’, til hverdag.
Men da grupperne var inddelt var jeg egentlig ret tilfreds med min gruppe. Det viste sig at vi havde nogenlunde den samme indstilling til opgaven; vores ambitionsniveau var nogenlunde det samme.

Så skulle vi til at definere hvad et spelrum var. Det var i starten ret svært. Begrebet spelrum forekommer meget abstrakt og som noget der hurtigt kunne udvikle sig til at blive meget omstændigt.

Men vi fandt hurtigt på at spelrummet ikke behøvede at være et fysisk rum eller en fysik event, men at vi i stedet kunne skabe et abstrakt spelrum. Derfor kom vi frem til at vi ville prøve at skabe en slags åndeligt spelrum.

Syftet blev formuleret; at gerne ville have at folk generelt skal blive bedre til at indrømme deres fejl for at opnå større accept og åbenhed blandt mennesker.

Det resulterede efter flere overvejelser i ’The Origami Project’. Navnet siger ikke meget om selve projektet, men det går, kort fortalt, ud på at man skal indrømme sine egne fejl og få andre med på den så de også indrømmer deres.
Helt konkret skal man skrive sin fejl ned på et stykke papir, som man folder en papirsvane ud af. Denne skal man så give videre til en person som så skal gøre det samme.

Dette skal dokumenteres på en blog som gruppen har til hensigt at opdatere jævnligt.

www.O-RI-GA-MI.blogspot.com

Vores ambitionsniveau taget i betragtning synes jeg at vi har løst opgaven fint. Vi har dog hverken været overbebyrdede med arbejde og vores entusiasme omkring projektet har ikke været helt i top... Min egen indsats har været nogenlunde jævnbyrdig med resten af gruppens og alle aftaler er stort set blevet overholdt.

Det største problem med projektet og opgaven som sådan har været at det hele har været meget løst. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere konkret opgave, så man ikke skulle bruge så lang tid på at definere spelrummet.

onsdag den 24. oktober 2007

Ny bytte-annonce

Jeg prøver at bytte mig videre for at skabe kapital til vores endnu ikke definerede projekt. Her er min myspaceannonce:

"Det er byttetid igen. Sidste gang lykkedes det, at få byttet en æske tændstikker til intet mindre end en splinterny mp3 afspiller og et Playboy fra 1982!
Denne gang udloves derfor en helt ny Creative Zen Stone Plus 2 GB mp3 afspiller i originalinpakning og et sejt vintage Playboy magasin fra august 1982



Mp3 afspilleren er lille og kompakt i lækkert sort design. Den minder om en iPod shuffle, bare meget sejere, og er i originalindpakning inkl. høretelfoner og USB kabel.
Derudover kan du få fingrene i denne lækre sag:



Komplet med centerfold af Cathy St. Gorge, interview med Aiko Morita, Playboy's Party Jokes og en masse andet der kendetegner vestkyst yuppien anno 1982.
Tingene byttes både hver for sig og samlet. Så hvis du ligger inde med et eller andet, du alligevel ikke bruger og du helt vildt gerne ville have en ny mp3 eller have Cathy St. George hængende over sengen, så send mig et tilbud!
xxx / Mads
PS: Jeg er ikke blevet kræmmer; det her bytteri er et projekt i forbindelse med det der skole, hvor jeg skal se hvor meget jeg kan bytte mig til fra en tændstiksæske..."

tirsdag den 23. oktober 2007

Hvad bræder jeg for?

Det interesserer mig meget, hvordan vi (folk) konstruerer vores liv og vores identitet. Et eller andet sted er jeg vel overbevist poststrukturalist og med Focault og Butler i baghovedet mener jeg at alt (eller næsten alt) er en social konstruktion. Jeg synes at der er en gennerel tendens til at man lader sig falde ind under nogle på forhånd bestemte, men socialt konstruerede, kasser hvad angår identitet og måde hvorpå man lever sit liv. Jeg tror ikke på at man skal tvinge folk til at ændre deres livsstil i diversitetens navn, men alligevel tror jeg at man ved hjælp af oplysning, bevidstgørelse og eksponering af og om såvel livsstile som sociale konstrutioner som alternative måder at leve på, kan gøre samfundet mere tolerent og åbent. Så på en eller anden måde tror jeg vel på at man kan ændre verden, men jeg er ikke sikker på at jeg selv vil gøre det. Det der interesserer mig mest ved det, er nok hvordan mekanismerne virker og hvordan de forstærkes og regennereres via gentagelse.

mandag den 22. oktober 2007

Tændstiksæsken

Da vi havde fået opgaven med at skulle bytte tændstiksæsken til noget der var mere værd besluttede jeg hurtigt at benytte cyberspace som markedsplads. Nærmere bestemt Myspace; der måtte da være en af mine 400+ venner der kunne se idéen, og lå inde med et eller andet de ikke skulle bruge til noget. Så jeg sendte følgende bulletin ud:

"Hvem vil bytte???

Som et forsøg (stillet af mine svenske lærere på K3) skal jeg prøve skal jeg prøve at bytte mig til merværdi, og har i den forbindelse fået en tændstiksæske til rådighed.

Tændstiksæsken er af polsk afstamning, smagfuldt holdt i rød, guld og sort samt forsynet med en fin tegning af stjernetegnet Leo. Derudover indeholder den 36 ubrugte trætændstikker med matchende rødt svovl, to svovlsider samt en praktisk 'indføringsskuffe' i modehvid pap. Den har en anslået værdi på ca. 2 svenske kroner.

Står du og mangler en sådan tændstiksæske eller har du bare lyst til at bidrage til projektet og har du en genstand eller andet af værdi du gerne vil bytte med, skriv da til mig og vi kan arrangere en byttehandel. Jeg er åben for alle forslag!

Jeg håber at i kan hjælpe mig og ser frem til at høre fra jer!!!

xxx Mads"






De første henvendelser jeg fik var af ret plat karakter al'la; jeg har nogle nullermænd under sofaen jeg gerne vil bytte med. Men sent tirsdag aften fik jeg et ret godt tilbud; en sprit ny mp3 afspiller. Som ham der ville bytte med mig selv skrev, så kunne han jo altid bruge tændstikkerne mens 'dimsen' bare lå og flød. Jeg slog stranks til, men der skulle gå nogle dage før jeg rent faktisk havde mp3 afspilleren i hånden. Men her dagen før deadline sidder jeg altså med en Creative Zen (Stone Plus) ved hånden og handlen blev endda graderet op da bytteren supplerede med et vintage Playboy magasin fra 1982.



I mellemtiden fik jeg faktisk også andre attraktive tilbud; en DVD med alle 3 afsnit af The Power of Nightmares, en creme sample fra Clinique og den censurerede/pornofri udgave Calligula på DVD med en estimeret værdi på 10 kr.

Mp3 afspilleren sælges på nettet for mellem 400 og 450 kr og vintage Playboyblade sælges på ebay for omkring 5 dollars, så jeg er ret godt tilfreds med at have maksimeret min byttekapital med mere end 2.000 %!

tirsdag den 16. oktober 2007

Kulturanalyse

Kulturanalyse: Programlaunch for Copenhagen Lesbian and Gay Film Festival på Gay Day i Studenterhuset, København, tirsdag d. 18. September 2007, kl. 20.00 – 21.15

Jeg ankommer til Studenterhuset denne tirsdag aften i november kl. ca. 19.45. Der står nogle mennesker og ryger udenfor. Indenfor er de frivillige fra BLUS (studenterorganisation for homo- bi- og transseksuelle, der står bag Gay Day (BLUS café arrangement hver tirsdag) på Studenterhuset) og CLGFF (Copenhagen Lesbian and Gay Film Festival) ved at sætte stole op foran et lærred der er hængt op over baren, der er placeret umiddelbart når man kommer ind fra gaden. De bedste siddepladser er allerede blevet taget, så jeg finder en stol lidt ude til siden. Der er godt og vel 20-30 gæster til arrangementet. Derudover sidder der folk ved borde rundt omkring i lokalet og snakker og drikker øl.
Netop da arrangementet skal til at gå i gang, rykker der en højrøstet gruppe mennesker ind ad døren. De sætter sig ikke på de opstillede stole, men ved borde andetsteds i lokalet.
De to repræsentanter fra festivalen går i gang med at præsentere aftenens program, der kommer til at bestå af små klip fra forskellige film der vises under festivalen. Der er ikke nogen mikrofon, så man skal anstrenge sig for at høre hvad de siger. Dette viser sig at blive et voksende problem arrangementet igennem, da de gæster der ikke er kommet til Gay Day for at se filmklip, i stadig højere grad snakker højrøstet rundt omkring i lokalet. Efterhånden som disses øl indtag bliver større bliver deres stemmeføring samtidig højere og deres respekt for foredragsholdernes ringe auditive vilkår lavere.
Programmet på ca. en time og 15 minutter forløber ellers nogenlunde statisk og uden overraskelser.

Der kan spores nogle helt klare sociale konflikter under arrangementet. Den tydeligste er konflikten mellem dem, der er kommet for at høre hvad de kan forvente sig årets filmfestival og dem, som er kommet til Gay Day for at hænge ud og snakke med vennerne. Man kan mærke en irritation fra den sidste gruppe (stamgæsterne) over at der kommer folk udefra. Det generer ’deres’ aften, ved at forvente at man skal være stille og lytte efter. Normalt er Gay Day et arrangement med øl og musik og når der pludselig kommer et indholdsbåret program på banen skubber det, det sociale samvær, som stamgæsterne forventer sig, til siden. Dette kommer til udtryk ved at denne gruppe af gæster, på trods at de flere gange bliver bedt om at dæmpe sig, bliver ved at skabe støj, der virker forstyrrende på den gruppe gæster der er kommet på grund af filmfestivalprogrammet. Da filmfestivalprogrammet på grund af tekniske problemer trækker længere ud end forventet, bliver larmen fra stamgæsterne værre og værre og larmen kommer næsten til at virke demonstrativt provokerende. Dette bevirker at gruppen af interesserede tilhørere i højere og højere grad tysser og skæver irriteret mod de højrøstede stamgæster.
En anden konflikt der kan spores, er en intern konflikt mellem kvinder og mænd internt i gruppen af tilhørere. De fleste af de film der præsenteres, er film med henholdsvis mænd og kvinder som målgruppe, hvorfor koncentrationen hos de mandlige tilhørere falder når der vises klip fra og fortælles om en lesbisk film og omvendt. Dette kommer til udtryk ved at publikum bliver ukoncentrerede når der præsenteres en film der ikke falder inden for deres køns-/seksualitetsbestemte interessefelt. Når det sker, går folk i baren eller på toilettet, veksler et ord med sidemanden eller kigger uroligt rundt i lokalet. En adfærd der sammen med støjen fra stamgæsterne og de dårlige lydforhold er med til at skabe en urolig og ukoncentreret stemning.
Denne urolige stemning bakkes ydermere op af, at de tekniske forhold omkring filmvisningen ikke er optimale. De to repræsentanter fra filmfestivalen lader ikke til at kunne betjene den computer filmene vises fra og de har ikke forberedt de filmklip de vil vise godt nok, hvorfor der skal spoles hver gang et nyt klip skal vises. Dette gør bestemt ikke stemningen mere koncentreret.

Alt i alt efterlader dette arrangement et indtryk af at man har villet samle flere delkulturer under et; at de er homoseksuelle. Dette skaber nogle problemer, da folk er kommet med forskellige forventninger til arrangementet. Den største konflikt ligger helt sikkert mellem stamgæsterne der helst vil drikke øl, tale højt og høre musik og dem der er kommet for at blive præsenteret for årets filmfestivalprogram.
Det virker som om stamgæsterne føler sig tilsidesat i deres eget rum. Som tilhørende en minoritet er det muligt at de studerende bøsser og lesbiske som regelmæssigt kommer til Gay Day på Studenterhuset, har opbygget en slags ejerfornemmelse for dette arrangement. De ser det Gay Day som et frirum hvor de kan møde og være sammen med ligesindede. Når der så kommer nogle udefra og præger deres rum i anden retning end det plejer at være, kan de føle at deres territorium bliver truet.
Omvendt kan det tænkes at de bøsser og lesbiske som kommer for at se hvad de kan forvente sig af et kulturarrangement som CLGFF, netop opsøger dette arrangement fordi det er begrænset hvad der ellers findes af arrangementer for homoseksuelle med et decideret kulturelt indhold. De kommer altså fordi der er en mulighed for at opleve et alternativ til den traditionelle homokultur der primært udspiller sig indenfor nattelivets rammer. Disse to forventninger til dette arrangement er ikke umiddelbart forenelige og ender i en konflikt da den samlede gruppe af mennesker denne aften kommer med forskellige forventninger og indstillinger til arrangementet.
At teknik og dårlige lydforhold oven i købet forlænger og besværliggør aftenens program, gør ikke konflikten mindre, men bliver snarere endnu et irritationsmoment for begge grupperinger.

Bytte-link

Lidt inspiration til bytteopgaven:

http://rasdollars.wordpress.com/2007/10/04/%c3%98konomi-lektion-med-lauritz-bytteri/

mandag den 15. oktober 2007

Hvordan får man ’råd’ til undergrunden?

Hvis man vil tiltrække folk fra den kreative klasse gennem et mangfoldigt kulturudbud, der også rummer alternativ kultur såvel som decideret undergrundkultur, må man starte med at bakke op om den undergrund der allerede findes... Man kan starte med at lade være med at fjerne den.

Penge som kulturel kapital
Som alt andet politik, handler kulturpolitik mest af alt om, hvordan man fordeler nogle kulturmærkede midler bedst muligt. Det handler altså først og fremmest om økonomi, hvilket er en selvfølge, da det meste kultur koster penge og penge, i en økonomi, altid vil være den største mangelvare.
Hvordan de stærkt begrænsede kulturmidler så skal fordeles kommer an på hvem der sidder på magten og det kultursyn disse har. Derudover handler det typisk om hvilke kulturelle aktører der gør sig bedst nationalt og internationalt bemærket samt hvem der er bedst til udføre deres lobbyarbejde for at få del i kulturkassen.

Når det kommer til subkulturer kan det derfor være svært at få del i du kulturelle puljer. Den kultur der bliver produceret i subkulturelle miljøer er nemlig sjældent den der falder indenfor politikernes og dem der sidder på kulturkassens smag. Subkulturel kultur er derudover typisk noget der er skabt af og for subkulturen og er derfor ikke nødvendigvis noget, der får den store offentlige bevågenhed og hvis den endelig gør, er opmærksomheden typisk negativ, som når graffiti- og gadekunstnere udøver deres kunst på steder hvor de ikke må eller når der bliver afholdt ulovlige fester i forladte bygninger.
Men i takt med at man fra politisk hold taler om vigtigheden i at tiltrække folk fra den såkaldte kreative klasse, begynder den kulturpolitiske diskurs i højere og højere grad at få øjnene op for subkulturel kultur og kunst skabt udenfor de etablerede (og kulturstøttede) institutioner.

I Københavns kommune for eksempel, kigger man sydpå til byer som Berlin og Barcelona som i dag er nogle af de europæiske byer der i dag har ry for deres store og alsidige kulturelle udbud. Man snakker om vigtigheden i at have plads til den spontane og autonome kultur som kan skabe den kulturelle alsidighed der kan tiltrække kreative (og pengestærke) hoveder fra den kreative klasse. Man arbejder helt konkret med at et særligt område som skal være tiltænkt den spontane, autonome og alternative kultur, hvorfor man har inviteret nogle mennesker fra den kunstneriske undergrund med til at brainstorme på dette projekt.

Mainstream undergrund?
Det er alt sammen fint nok. Eller det er fint at man er begyndt at få øjnene op for alternativ og spontan kultur. Men denne kommen undergrundskulturen i møde kan bare ikke lade være med at undre en. For samtidig med at man fra politisk hold nu vil styrke og være med til at opdyrke denne nyopdagede form for kultur, virker det som om man modarbejder den selv samme kultur, de steder hvor den allerede findes. Salget af Ungdomshuset Jagtvejen 69 samt normaliseringen af Christiania er de bedste eksempler på dette. For disse to københavnske kulturinstitutioner er de bedste eksempler på steder, hvor der har været plads og kræfter der til at rumme den form for kultur som politikerne nu efterspørger. Der er sagt meget og vil blive sagt meget om disse to sager, så en længere redegørelse for disse, skal der ikke kommes med her. Men man kan med disse sager i baghovedet tydeligt se hvad det er for en alternativ kultur man fra politisk side gerne vil have. Det som har kendetegnet ovennævnte institutioner er deres autonomi, og herunder også deres økonomiske autonomi. Begge steder har været drevet mere eller mindre uden offentlig økonomisk støtte. Når kommunen eller staten ikke har støttet disse institutioner med økonomiske midler har de heller ikke mulighed for at fjerne deres midler. De har med andre ord ikke mulighed for, i samme omfang som det gælder sig for mere traditionelle kulturinstitutioner, at yde politisk økonomisk magt over disse institutioner. De kan ikke true med at fjerne midler hvis den kulturelle virksomhed disse steder driver ikke passer ind i den politiske dagsorden. Og derfor (blandt andet) har Ungdomshuset og Christiania været et torn i øjet på det etablerede politiske liv.

Der tegner sig derfor et klart billede af hvorfor man nu gerne vil støtte den kultur der udspringer af undergrunden. Hvis man fra politisk hold går ind og skaber et rum for den og tilmed støtter den økonomisk har man i langt højere grad mulighed for også at styre den politisk. Man kan fra politisk side bestemme hvor den skal være, hvad den skal omhandle og hvem der skal producere den. Der er altså tale om en form for normalisering af denne form for kultur. En normalisering af den alternative og spontane kultur vil imidlertid have nogenlunde samme effekt som hvis man vil normalisere en subkultur, den vil blive normal, dermed mainstream og dermed holde op med at eksistere som et alternativ.
Det der kendetegner den alternative og autonome kultur er nemlig at den får lov til at eksistere på de præmisser den er skabt under og funderet på. Hvis man virkelig gerne vil tiltrække kulturelle aktører der kan skabe alternativer til den etablerede kultur, skal man derfor starte med at give rum til den der allerede er der. Det der tiltrækker folk med kulturelle ideer og energier ud i det alternative er nemlig først og fremmest rummeligheden til at deres virksomhed kan praktiseres.

onsdag den 10. oktober 2007

I know the DJ...

At kalde den kultur, jeg her vil skrive om for en subkultur, er måske en tilsnigelse. Det ligger nærmere at beskrive den som et miljø eller en scene. Men da der er tale om en art delkultur der også indeholder elementer af både modkultur og ungdomskultur kan det alligevel forsvares at kalde den subkultur.

Festscenen er det mest rammende begreb man kan putte ned over denne kultur, der også kunne benævnes klubscenen, technomiljøet, ravescenen, byscenen m. v. Man kan for at blive i kultur terminologien også kalde den klubkulturen, men den betegnelse forekommer begrænsende (og i øvrigt outdatet i forhold til hvad kulturen ville kalde sig selv internt) Festscenen er en rammende betegnelse, da den både er tilpas åben og rammer hvad det er denne kultur samles om; festen.
For at være mere specifik handler det om det miljø eller den kultur, der er omkring festerne. Det være sig fester på etablerede klubber, raves, receptioner og enkeltstående events som de, mere eller mindre, private efterfester. Altså i et miljø hvor det at gå ud er samlingspunktet og den fælles reference hvor om kulturen skabes.
I modsætning til traditionelle subkulturer er de fælles markører for dette miljø på sin vis udvaskede. Musikken, tøjet og den generelle attitude er dynamisk snarere end fastlåst og der kan sagtens forekomme afvigelser og stor intern differens.

Men der er nogle helt klare regler og handlemåder samt et kodeks for hvad der udgør den kulturelle kapital indenfor dette miljø. Der er flere måder at opnå kulturel kapital indenfor festscenen:

1. Netværk: Det er væsentligt at have et stort (og rigtigt) netværk. Det er vigtigt at kende de rigtige mennesker. Det være sig alle fra arrangører, bookere, promotere og klubejere til DJs, bartendere, drugdealere og personligheder indenfor miljøet, der ikke nødvendigvis bidrager direkte til festen eller miljøet men bidrager indirekte i kraft af deres blotte tilstedeværelse.

2. Viden: Det giver kulturel kapital at følge med og vide hvad der sker. Dette hænger sammen med at have det rigtige netværk. Man skal vide hvilke fester man skal tage til og ikke tage til. Det giver kulturel kapital at være bevist om hvad der sker, ligegyldigt om rent faktisk kommer til festen eller ej. Man skal derudover vide hvad der kommer til at ske til de forskellige fester; hvem kommer, hvem skal spille m.v.

3: Ancinitet: Hvis man har været en del af miljøet i længere tid, giver det forøget kulturel kapital.

4: Aktivitet: Hvis man bidrager aktivt (og vellykket) giver det øget kulturel kapital. Man kan så at sige godt være en del af festscenen uden selv at bidrage, men bare være tilstede, men det er et klart plus selv at bidrage. Det være sig som arrangør, DJ, promoter eller blot agere vært for efterfester.

Hvis man vil være noget, hvad enten det er arrangør, DJ eller bare vil have gæstelistepladser (hvilket også, om end i mindre omfang, giver kulturel kapital) indenfor festmiljøet er det oplagt at prøve at opnå kulturel kapital indenfor ovennævnte områder. Det kan faktisk ikke lade sig gøre uden, hvad enten man forsøger dette som en bevidst strategi eller ej.

onsdag den 19. september 2007

10 teknologier

I (mere eller mindre) rækkelølge

1: Computeren
2: Internet
3: Myspace
4: Mobiltelefonen
5: Ambitiøsitet (social/erhvervsmæssig m.v.)
6: Poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk teori / Queerteori
7: Filmteknologi
8: Rusmidler
9: Flyvemaskinen
10: Omfordelingspolitik

mandag den 17. september 2007

Begrebsforvirring

Nå det handler om 'det moderne' hvad enten der er tale om det moderne projekt, modernisme, modernitet eller simpelthen bare mode er det svært at undgå begrebsforvirringen i en eller anden form.

Selvom begreberne efterhånden ikke er nye for undertegnede, kan jeg stadig have svært ved skelne ved dem og og bruge dem rigtigt. Men måske kan man bruge følgende definitioner:

Det moderne projekt:

Projektet som startede med industrialiseringen, om at gøre verden moderne, altså at fra det førindustrielle feudalsamfund til det moderne industrisamfund. Hetil hører demokratiseringen af alt fra stat til arbejdsmarked. Globalisering, menneskerettigheder, ytringsfrihed og almindelig personlig frihed må siges at være en del af det moderne projekt.

Modernisme:

Begrebet modernisme kan bruges til at beskrive den æstetiske dimension af det moderne projekt. Indenfor de fleste kunstarter har modernisme fra starten af det 20. århundrede været en overordnet fællesbetegnelse for en del forskellige kunstbevægelser, -ismer og subgenrer til modernismen. Herunder grupper og stilarter som kubisme, surealisme, dadaisme, ekspressionisme, funktionalisme, internationalisme.
Mange af disse bevægelser har mange fællestræk og spænder over flere forskellige kunstneristiske udtryk såsom kunst, musik, film, arkitektur og design. Fælles for dem er at de bryder med den rationalistiske og naturalistiske tradition og udfordrer de, på den tid, gængse æstetiske rammer for at finde et nyt udtryk der passer til den moderne verden.

Modernitet:

Modernitetsbegrebet kan siges at være den filosofiske overbygning på den modernismen som kunstnerisk retning. Moderniteten er dermed den nye måde at leve og opfatte verden på under og efter industrialiseringen.

Mode:

Mode bliver oftest knyttet til hvordan folk klæder sig på et givent historisk tidspunkt. Men i bredere forstand dækker begrebet over hvordan det er populært at gøre. Moder handler dermed om livsstil. Hvordan folk indretter og iscenesætter deres liv og levned.

fredag den 7. september 2007

Klar, parat, start!

Så er det blevet september. Sommeren er så godt som forbi og mit nye liv som pendler mellem København og Malmø er begyndt. Selve kursus og undervisning er kun startet i de små. Vi har arbejdet en lille smule Punk som case for Culturals Studies. Der bliver altså lagt blødt ud, men det er fint. Jeg kan indtil videre kun danne mig et overfladisk og førstehåndsindtrykspræget billede af hvordan kurset kommer til at blive.

Stikord efter min første uge på SUBS: Togforsinkelser gør mig forsinket, undervisere i Vibskovtørklæder, Svensk skal man lige vende sig til, formalia, koder, log-in, webzone, webmail etc. Hvor er pensum? Hvad er egentlig subkulturelle strategier??

Hmmm. Jeg kan heller ikke helt bedømme hvad kursusdeltagernes forskellige baggrunde, studiemæssige, aldersmæssige som erfaringsmæssige vil komme til at betyde for forløbet. Men det vil vel vise sig, og forhåbentlig til det bedste...