Kulturanalyse: Programlaunch for Copenhagen Lesbian and Gay Film Festival på Gay Day i Studenterhuset, København, tirsdag d. 18. September 2007, kl. 20.00 – 21.15Jeg ankommer til Studenterhuset denne tirsdag aften i november kl. ca. 19.45. Der står nogle mennesker og ryger udenfor. Indenfor er de frivillige fra BLUS (studenterorganisation for homo- bi- og transseksuelle, der står bag Gay Day (BLUS café arrangement hver tirsdag) på Studenterhuset) og CLGFF (Copenhagen Lesbian and Gay Film Festival) ved at sætte stole op foran et lærred der er hængt op over baren, der er placeret umiddelbart når man kommer ind fra gaden. De bedste siddepladser er allerede blevet taget, så jeg finder en stol lidt ude til siden. Der er godt og vel 20-30 gæster til arrangementet. Derudover sidder der folk ved borde rundt omkring i lokalet og snakker og drikker øl.
Netop da arrangementet skal til at gå i gang, rykker der en højrøstet gruppe mennesker ind ad døren. De sætter sig ikke på de opstillede stole, men ved borde andetsteds i lokalet.
De to repræsentanter fra festivalen går i gang med at præsentere aftenens program, der kommer til at bestå af små klip fra forskellige film der vises under festivalen. Der er ikke nogen mikrofon, så man skal anstrenge sig for at høre hvad de siger. Dette viser sig at blive et voksende problem arrangementet igennem, da de gæster der ikke er kommet til Gay Day for at se filmklip, i stadig højere grad snakker højrøstet rundt omkring i lokalet. Efterhånden som disses øl indtag bliver større bliver deres stemmeføring samtidig højere og deres respekt for foredragsholdernes ringe auditive vilkår lavere.
Programmet på ca. en time og 15 minutter forløber ellers nogenlunde statisk og uden overraskelser.
Der kan spores nogle helt klare sociale konflikter under arrangementet. Den tydeligste er konflikten mellem dem, der er kommet for at høre hvad de kan forvente sig årets filmfestival og dem, som er kommet til Gay Day for at hænge ud og snakke med vennerne. Man kan mærke en irritation fra den sidste gruppe (stamgæsterne) over at der kommer folk udefra. Det generer ’deres’ aften, ved at forvente at man skal være stille og lytte efter. Normalt er Gay Day et arrangement med øl og musik og når der pludselig kommer et indholdsbåret program på banen skubber det, det sociale samvær, som stamgæsterne forventer sig, til siden. Dette kommer til udtryk ved at denne gruppe af gæster, på trods at de flere gange bliver bedt om at dæmpe sig, bliver ved at skabe støj, der virker forstyrrende på den gruppe gæster der er kommet på grund af filmfestivalprogrammet. Da filmfestivalprogrammet på grund af tekniske problemer trækker længere ud end forventet, bliver larmen fra stamgæsterne værre og værre og larmen kommer næsten til at virke demonstrativt provokerende. Dette bevirker at gruppen af interesserede tilhørere i højere og højere grad tysser og skæver irriteret mod de højrøstede stamgæster.
En anden konflikt der kan spores, er en intern konflikt mellem kvinder og mænd internt i gruppen af tilhørere. De fleste af de film der præsenteres, er film med henholdsvis mænd og kvinder som målgruppe, hvorfor koncentrationen hos de mandlige tilhørere falder når der vises klip fra og fortælles om en lesbisk film og omvendt. Dette kommer til udtryk ved at publikum bliver ukoncentrerede når der præsenteres en film der ikke falder inden for deres køns-/seksualitetsbestemte interessefelt. Når det sker, går folk i baren eller på toilettet, veksler et ord med sidemanden eller kigger uroligt rundt i lokalet. En adfærd der sammen med støjen fra stamgæsterne og de dårlige lydforhold er med til at skabe en urolig og ukoncentreret stemning.
Denne urolige stemning bakkes ydermere op af, at de tekniske forhold omkring filmvisningen ikke er optimale. De to repræsentanter fra filmfestivalen lader ikke til at kunne betjene den computer filmene vises fra og de har ikke forberedt de filmklip de vil vise godt nok, hvorfor der skal spoles hver gang et nyt klip skal vises. Dette gør bestemt ikke stemningen mere koncentreret.
Alt i alt efterlader dette arrangement et indtryk af at man har villet samle flere delkulturer under et; at de er homoseksuelle. Dette skaber nogle problemer, da folk er kommet med forskellige forventninger til arrangementet. Den største konflikt ligger helt sikkert mellem stamgæsterne der helst vil drikke øl, tale højt og høre musik og dem der er kommet for at blive præsenteret for årets filmfestivalprogram.
Det virker som om stamgæsterne føler sig tilsidesat i deres eget rum. Som tilhørende en minoritet er det muligt at de studerende bøsser og lesbiske som regelmæssigt kommer til Gay Day på Studenterhuset, har opbygget en slags ejerfornemmelse for dette arrangement. De ser det Gay Day som et frirum hvor de kan møde og være sammen med ligesindede. Når der så kommer nogle udefra og præger deres rum i anden retning end det plejer at være, kan de føle at deres territorium bliver truet.
Omvendt kan det tænkes at de bøsser og lesbiske som kommer for at se hvad de kan forvente sig af et kulturarrangement som CLGFF, netop opsøger dette arrangement fordi det er begrænset hvad der ellers findes af arrangementer for homoseksuelle med et decideret kulturelt indhold. De kommer altså fordi der er en mulighed for at opleve et alternativ til den traditionelle homokultur der primært udspiller sig indenfor nattelivets rammer. Disse to forventninger til dette arrangement er ikke umiddelbart forenelige og ender i en konflikt da den samlede gruppe af mennesker denne aften kommer med forskellige forventninger og indstillinger til arrangementet.
At teknik og dårlige lydforhold oven i købet forlænger og besværliggør aftenens program, gør ikke konflikten mindre, men bliver snarere endnu et irritationsmoment for begge grupperinger.