torsdag den 15. november 2007

spelrumsopgave # 2

Jeg skulle måske tilføje lidt vedrørende hvad jeg selv har fået ud af projektet. Det der først kommer frem, er hvor svært det er at få folk til at indrømme deres fejl. Det er selvfølgelig forskelligt for person til person, men jeg selv har meget svært ved det. Jeg har ikke svært ved at indrømme alle mine fejl. Jeg kan sagten fortælle om - nærmest underholde eller eksploitere min dårlige ordenssans, min hang til dårligt tv og populærkultur, min dovenskab når det kommer til sport og alle mine overspringshandlinger. Men når det kommer til andre ting, kan jeg være meget angst for at indrømme mine fejl. Meget apropos har jeg f.eks. ikke som Mette og Namo været ude og fortælle hele min omgangskreds om The Origami Project. Jeg har nøje udvalgt hvem jeg har villet delagtiggøre i det - og dette bunder helt sikkert i en frygt for at miste ansigt. Jeg er bange for hvad folk vil sige til det, at projektet ikke er godt, at det er kikset og kritikker der vedrører hvorfor jeg dog har brugt tid og kræfter på det. Min fejl er defor nok at jeg ikke tror nok på mig selv, har præstationsangst for, at det jeg gør ikke er godt nok.

Istedet for at blogge dette skulle jeg måske skrive det ned, folde en svane, give den videre for at overkomme min egen præstationsangst.

tirsdag den 13. november 2007

Spelrumopgave

Retrospektivt er spelrumsopgaven egentlig gået ret godt, og jeg har da fået noget ud af den. Men undervejs har der alligevel været nogle omstændigheder der kunne have været anderledes - både på et overordnet plan, altså planlægningsmæssigt og på et personligt plan.

Den måde vi blev inddelt i grupper fungerede ikke rigtigt synes jeg. Jeg var selv meget lidt oplagt for den slags lege, den dag vi skulle gruppeinddeles og havde ikke fået opgaven; at tænke og over ’hvad jeg brænder for’, så jeg blev kastet ud i det – hvilket var lidt ubehageligt, da man til sådan en opgave gerne ville have tænkt det igennem. Specielt når man som jeg, ikke går rundt og ’vil rede verden’, til hverdag.
Men da grupperne var inddelt var jeg egentlig ret tilfreds med min gruppe. Det viste sig at vi havde nogenlunde den samme indstilling til opgaven; vores ambitionsniveau var nogenlunde det samme.

Så skulle vi til at definere hvad et spelrum var. Det var i starten ret svært. Begrebet spelrum forekommer meget abstrakt og som noget der hurtigt kunne udvikle sig til at blive meget omstændigt.

Men vi fandt hurtigt på at spelrummet ikke behøvede at være et fysisk rum eller en fysik event, men at vi i stedet kunne skabe et abstrakt spelrum. Derfor kom vi frem til at vi ville prøve at skabe en slags åndeligt spelrum.

Syftet blev formuleret; at gerne ville have at folk generelt skal blive bedre til at indrømme deres fejl for at opnå større accept og åbenhed blandt mennesker.

Det resulterede efter flere overvejelser i ’The Origami Project’. Navnet siger ikke meget om selve projektet, men det går, kort fortalt, ud på at man skal indrømme sine egne fejl og få andre med på den så de også indrømmer deres.
Helt konkret skal man skrive sin fejl ned på et stykke papir, som man folder en papirsvane ud af. Denne skal man så give videre til en person som så skal gøre det samme.

Dette skal dokumenteres på en blog som gruppen har til hensigt at opdatere jævnligt.

www.O-RI-GA-MI.blogspot.com

Vores ambitionsniveau taget i betragtning synes jeg at vi har løst opgaven fint. Vi har dog hverken været overbebyrdede med arbejde og vores entusiasme omkring projektet har ikke været helt i top... Min egen indsats har været nogenlunde jævnbyrdig med resten af gruppens og alle aftaler er stort set blevet overholdt.

Det største problem med projektet og opgaven som sådan har været at det hele har været meget løst. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere konkret opgave, så man ikke skulle bruge så lang tid på at definere spelrummet.